
Fattoria San Lorenzo
Den skjulte perle fra Mache
I det bakkede landskab omkring Castelli di Jesi i Marche-regionen har vinmageren Natalino Crognaletti dedikeret sit liv til at lade de gamle vinstokke tale. Fra de historiske marker i kommunerne Montecarotto, Ostra, Ostra Vetere og Corinaldo skaber han vine med en struktur og elegance, der kan måle sig med de absolut bedste i hele regionen.
Natalino står for en kompromisløs tilgang til vindyrkning, båret af en filosofi om, at jorden skal efterlades i bedre stand i dag, end den var i går. Det betyder et totalt fravalg af sprøjtemidler og kunstige herbicider; alt er 100% biodynamisk og økologisk dyrket. Det har han praktiseret siden 1996, og han har dermed været en sand foregangsmand for en region, der tidligere var præget af kommerciel masseproduktion, men som nu leverer seriøse vine på Italiens måske mest interessante hvidvinsdrue: Verdicchio.
Nogle i vores seniorpublikum husker måske Verdicchio-vinene fra de gamle, "fiskeformede" Amfora-flasker. For et par årtier siden var det dog nærmest umuligt at lave kvalitetsvin på druen, da mosten oxiderer ekstremt hurtigt, hvilket dengang gav en grov og rustik stil. Resultatet var ofte kedelig masseproduktion, hvis man overhovedet kunne kalde det vin. Men med introduktionen af temperaturstyrede ståltanke fik man endelig øje for Verdicchios sande potentiale – en drue med fylde, finesse og en nærmest kamæleonagtig evne til at transformere sig efter vinmagerens hånd.
Hos Fattoria San Lorenzo producerer man adskillige forskellige cuvéer af hvidvin på Verdicchio. Fælles for dem alle er, at de lagres på bærmen (the lees) i ståltanke. Denne lagring giver vinen fylde og volumen, mens Natalino bevidst har bandlyst brugen af egetræ for at fastholde den karakteristiske friskhed. Netop kombinationen af krop og friskhed er husets adelsmærke. Men det stopper ikke her – de laver mange forskellige cuvéer fra specifikke marker for at lade hvert terroirs unikke karakter skinne igennem. Det giver en stor variation fra flaske til flaske; nogle lagres i 6 måneder på bærmen, mens andre hviler i 24 måneder før frigivelse. Husets absolutte topvin, ”Il San Lorenzo”, lagrer hele 10 år på bærmen, hvilket har givet huset et ry som et af de mest eftertragtede i regionen. Vinen serveres i dag på nogle af Italiens fornemste restauranter og er efterhånden blevet utrolig svær at få fat i.
I de helt rigtige årgange kaster de sig også ud i den sjældne isvin, som de kalder ’Frigidus’. Her lader man druerne blive på stokkene, indtil de fryser naturligt, hvorefter man presser de frosne druer for at skabe denne søde og yderst eftertragtede dessertvin.
Over de seneste år er hvidvinene fra Castelli di Jesi blevet ekstremt eftertragtede blandt vinkendere og anerkendes nu som verdens bedste område for Verdicchio. Det er derfor ikke uden grund, at eksperter som René Langdal og Jonas Landin har Verdicchio på deres personlige top ti over yndlingsdruer.
Huset mestrer dog også kunsten at lave dybe og interessante rødvine. Markerne er beplantet med Sangiovese, som man kender fra Toscana (f.eks. Chianti og Brunello), og ikke mindst druen Montepulciano, som typisk dyrkes længere mod syd. Tilsammen giver disse to druer vine med en struktur og en aromatisk profil, der minder meget om de store vine fra Toscana. De, der kender mig, ved, at jeg elsker Brunello og Chianti, så det var en absolut "no-brainer" for mig at tage disse rødvine hjem til sortimentet.I Natalinos kompromisløse ånd er det fuldstændig individuelt fra cuvée til cuvée, hvordan de røde vine vinificeres. Nogle lagres på eg, mens andre modner på cementfade på bærmen. Nogle blends sammensættes inden fermenteringen, mens andre først blandes efter endt lagring. Resultatet er vidt forskellige udtryk i hver enkelt cuvée – en diversitet, vi sætter utrolig stor pris på her hos Bjerring Vinimport.
Slutteligt laver huset en smuk og forførende Rosé på Sangiovese, Montepulciano og Lacrima. Lacrima-druen er helt unik for området og kendt for sin ekstremt florale aromaprofil. Vinen præsenterer sig med den smukkeste laksefarve og en smag, der er på én gang frisk, syrlig og perfekt balanceret.
Natalino har drevet ejendommen siden midten af halvfemserne og producerer i dag omkring 80.000 flasker årligt fordelt på mange cuvéer – flere af dem laves der endda færre end 5.000 flasker af. Natalinos dedikation til at skabe terroir-tro og biodynamiske vine har sikret huset en selvskreven plads i min portefølje, og de lever i sandhed op til mit motto: ”Tradition og Terroir”.
Vi fører følgende vine fra Fattoria San Lorenzo:
IGT Marche Bianco "di Gino"
IGT Marche Biancho "le Oche"
IGT Marche Bianco "Campo delle Oche"
IGT Marche Bianco "Il San Lorenzo"
IGT Marche Bianco "Frigidus" (Ice Wine)
Vina Rosato "di Vera"
IGT Marche Rosso "di Gino"
IGT Marche Rosso "Burello"
IGT Marche Rosso "il Solleone"
IGT Marche Rosso "Il San Lorenzo"